Frontpage   Stine Høholt: CLOCKWISE ­Ny Nordisk Samtidskunst - Introduktion DE NI SAMTIDSKUNSTNERE, som udstillingen CLOCKWISE præsenterer, lægger sig alle i forlængelse af neokonceptuelle avantgardestrømninger fra slutningen af det 20. århundrede. Samtidig debaterer de på meget forskellig vis tendenser og strømninger indenfor den kulturelle udvikling. De forholder sig til det, man med et ord, der er blevet brugt så meget, at det næsten er slidt bort, kalder for "globaliseringen". Skønt solidt placeret i en kunsthistorisk tradition bevæger de sig ud i et udvidet kulturelt felt, hvor den kunstneriske praksis er rettet mod antropologiske eller sociologiske spørgsmål snarere end mod æstetik og form. Hvadenten de er melankolske eller humoristiske udgør deres værker en art etnografisk kortlægning af kulturelle felter, der direkte eller indirekte er blevet formet af en ny, international orden. Disse værker forholder sig til globaliseringens implikationer, ikke blot for hele samfund, men også for det enkelte menneske. Værkerne på CLOCKWISE lader kulturel mobilitet, manglende identifikation og flygtige møder sameksistere med forskellige former for "indadvendthed", et fokus på den personlige erindring, på forsøget på at skabe sig en identitet skabt ud af en mangfoldig og modstridende kulturel arv. Andre former for indadvendthed finder man i værker, som tilegner sig de ofte parodisk-forfladigede spor af en "egen" kultur. Eller undersøger det specifikt nordiske på et tidspunkt, hvor det ikke længere udgør det selvklare udgangspunkt for den enkeltes identitet. Med denne udstilling viser vi et differentieret nordisk rum i samtidens billedkunst. Værkudvalget er foretaget med henblik på at vise mangfoldighed fremfor ensartethed. Det gælder både i udbudet af forskellige medier og forskellige kulturelle perspektiver. Men først og fremmest viser kunstnerne forskellige måder at forholde sig til tidens mobilitet, internationalisering og de nye subkulturelle fællesskaber, som opstår, når gængse nationale og kulturelle tilhørsforhold relativiseres. SOM ENHVER AVISLÆSER VIL VIDE, sker den øgede kulturelle udveksling mellem Norden og resten af verden blandt andet i form af immigration og indvandring. Lige så vigtig, men mindre debateret, er den tidslige og rumlige "sammenpresning", de sidste halvtreds års kulturelle og ­ især ­ teknologiske udvikling har medført. Massemedierne lader en global mærkevarekultur med tilhørende pop- og sportshelte markere sig i vores bevidsthed med hidtil uhørt kraft. Samtidig har subkulturer af forskellig art opløst tilhørsforholdet til geografisk-kulturelle regioner ­ techno- og hip hop kulturen er de mest synlige, men ikke de eneste. Også i den forstand er Norden er blevet del af en overordnet global virkelighed. I Norden er "etnicitet" og "kulturel identitet" primært blevet defineret af den politiske højrefløj og i relation til flygtninge og indvandrere. Man har, groft sagt, kigget nedad, mod det, man har set som en trussel fra syd. Men nutidens politiske reaktion er ikke kun rettet mod globaliseringens mobilitet. Den er i lige høj grad rettet mod modernitetens opløsning af kulturelle fællesskaber. Ofte er der tale om en modernitetskritik: Man reagerer kritisk overfor samfundets rationalisering, dets disciplinering og stadigt mere uoverskuelige strukturer ved at søge tilbage mod førmoderne fællesskaber eller ud mod globaliseringens nye subkulturer. I det perspektiv var "det gamle Norden" blevet et nostalgisk drømmesyn, allerede inden immigrationen for alvor startede i 1960erne. Ikke desto mindre har man kun i ringe grad vendt blikket indad, mod den nordiske egenidentitet, eller til siden, mod de internationale ungdoms- og subkulturer, når man har diskuteret globaliseringens implikationer for Norden. Også de bør være med, når man rejser spørgsmålet om, hvordan den kulturelle identitet forandrer sig i en nordisk kontekst. Hvordan udfordrer, beriger og forandrer den kulturelle globalisering vores nordiske identitet og tilhørsforhold? Spørgsmålet er ikke let at besvare, især ikke, hvis man kun har en vag ­ eller måske slet ingen ­ forestilling om, hvad det nordiske egentlig er "i sig selv". Som det er tilfældet for de snart flere generationer, der er vokset op med amerikansk musik i radioen og kinasko på fødderne. Udstillingens værker markerer behovet for en kulturel selvrefleksivitet, hvor man stiller spørgsmål til sig selv og sin egen kultur, uden på forhånd at have faste svar liggende på lager. Indbygget i disse kunstneres selvrefleksivitet ligger også muligheden for at se differentieringen og nuancerne i den nordiske identitet. Og dermed muligheden for i en kunstnerisk sammenhæng at nuancere debatten omkring immigration, subkulturer og den nye internationalisering. KULTUREL SELVREFLEKSIVITET OG EN MELANKOLSK KORTLÆGNING af bestemte kulturelle miljøer i tiden kendetegner den finske fotograf Jouko Lehtolas arbejde. Lehtolas serie Marked Skin, som kan ses på udstillingen, skildrer nogle af Finlands mest tatoverede mennesker og en for de fleste grotesk trang til at dekorere og mærke sig for livet. Uanset om de er unge eller gamle er Lehtolas tatoverede mennesker fælles om antastningen af den menneskelige krop gennem piercinger og tatoveringer. Overskrides den enkeltes kropslige grænse, træder de samtidig ind i et subkulturelt fællesskab. Som vel at mærke ikke er et særligt finsk fænomen, men udgør en global subkultur, en måde at skabe et nyt tilhørsforhold i en tid, hvor ældre fællesskaber er under opløsning. Piercing- og tatoveringskulturens trang til at finde ind til nye former for "autentisk identitet" opstår i en verden som er alt andet end autentisk og homogen, og hvor traditionelle identifikationspunkter trues. I andre fotoserier har Lehtola fastholdt samfundsmæssige ydergrupper: i serien Young Heroes (1995-96) unge teenagere og deres voldsomme drukture. Eller unge placeret i samfundets yderste kant, som vi møder dem i hans seneste serie, der former sig som en nøgtern registrering af de brændemærker på T-shirts og cowboybukser, de er et resultat af de unge narkomisbrugeres døs oven på heroinens dulmende effekt. Jouko Lehtolas kortlægning af forskellige subkulturer er beslægtet med den norske kunstner Torbjørn Rødlands fotografiske arbejde. I projektet BLACK, som i lighed med en række af udstillingens øvrige værker vises første gang på CLOCKWISE, undersøger Rødland en af Nordens mest ekstreme og kontroversielle subkulturer, nemlig miljøet omkring dødsmetalmusikken. "Norwegian Black Metal" blev i begyndelsen af 1990erne et fænomen på den internationale undergrundsscene. Stilen er hurtig og kompleks, teksterne inspireret af satanisme og prækristen mytologi. Her udtrykkes et verdenssyn, som bevidst dyrker ondskaben og de mørke kræfter i den enkelte og i den nordiske arv. I Norge overskyggede musikernes kriminelle handlinger bandenes musikalske engagement. Ikke underligt, al den stund tilhængere og udøvere siden 1992 har brændt 40 stavkirker ned. Otte medlemmer af Black Metal miljøet har fået fængselsdomme, herunder to for mord. For Rødland er det ikke skandalerne omkring musikerne, der har interesse, men de mytologiske forestillinger om det nordiske, som knytter sig til "Norwegian Black Metal". "Etter mye arbeid med fokus på skjønnhet, renhet, uskyld, LYS - var det interessant for meg å dra til skogs med djevlen" udtaler Rødland, der tidligere har fokuseret på vores forestillinger om det uskyldsrene nordiske landskab. BLACK består af portrætter af fire musikere på den norske black metal scene med kunstnernavnene Frost, Fenriz, Abbath og Infernus. Selv om hver af disse figurer har en stærk personlig historie, giver det mening at betragte de unge legender som metaforer for andre mere fundamentale fortællinger om Norden. For så vidt som Frost, Fenriz, Abbath og Infernus inkarnerer en ­ for offentligheden ­ skræmmende fascination af neonazistisk tankegods, nordisk Asa-tro og black metal-musik, aktiverer de vores forestillinger om, hvad det, som Rødland udtaler, vil sige at være "ond og nordisk". I den forstand henviser billederne til en skrækromantisk forestilling om en fortrængt, mørk, dæmonisk spiritualitet, som angiveligt ulmer under vore afbalancerede nordiske velfærdsmodeller og "sunde" brands som Nokia, Bang & Olufsen, Ikea og Ericsson. BLACK repræsenterer forestillingen om, at der som bagsiden af en global Nike-kultur findes en specifik nordisk dæmoni. Både Rødland og Lehtolas værker skildrer fællesskaber, som er udtryk for en "villet" antimodernitet. De skildrer individer, som reagerer på samtidens rationalisering, disciplinering og internationalisering ved til en vis grad at søge tilbage til det førmoderne. Deres værker er udtryk for en søgen tilbage mod stammens rituelle ekstase og autenticitet, mod en "modern tribalism", der spejler et førnationalt sammenhold i gruppen og en globaliseret subkultur. FRAENNOGETANDEN VINKEL har den fransk/danske kunstner Colonel (opr. Thierry Geoffroy) gennem en årrække arbejdet med forskellige kortlægninger af kunstens og kulturens verden. Han har blandt andet reflekteret over forestillingen om, at der eksisterer en særlig, autentisk national identitet og den karikerede udlændings forestilling om kulturel assimilation. Hans produktion er beslægtet med Lehtolas og Rødlands i den forstand, at han i sine værker anvender sit genstandsområde, hvad enten det er kunstinstitutionen eller Danmark, som antropologisk site. Men hos Colonel er det ikke subkulturen, der er i centrum. Snarere beskæftiger han sig med den "almindelige dansker" og bestemte kulturelle områder, som kortlægges med fokus på intolerance, misforstået venlighed og dobbeltmoral. Humor er en vigtig ingrediens i de fragmentariske værker, der på en meget ligefrem måde viser os kunstneren som kulturantropolog, eller "funny sociologist" ­ som han foretrækker at kalde sig. På denne udstilling er Colonel repræsenteret med videoerne I Want to Look Danish, I Want to Look Like You (1999) og Invisible to the Oculist Witnesses (1999), som begge tematiserer integration og forskel, samt kunstprojektet L¹imperméable (1990- 2002). Colonel er eksponent for en udpræget procesorienteret og dialogisk kunst, som ikke ligger under for kunsthistoriske krav om skønhed og genreskel, men i stedet tilbyder beskueren nye former for kommunikation ved at bevæge sig ud i det sociale liv gennem langsigtede aktiviteter. L¹imperméable-projektet viser denne praksis. Det består af en række frakker med påtrykt tekst og billeder, frakker kunstneren har båret i en række forskellige kunstsammenhænge: omvandrende i Paris, til biennaler rundt om i verden og i videoer som den viste Invisible to the Oculist Witnesses. L¹imperméable er del af det uafsluttelige mobile og institutionskritiske projekt Moving Exhibitions, som på den ene side har et konceptuelt sigte: det handler om at skabe nye strategier for kunstværket og udstillingssituationen, og på den anden et eksistentielt: Colonel har med disse værker skabt sit eget personlige "wunderkabinet" af internt forbundne historier om sig selv, sin kunst og verden omkring sig, som vel kun kunstneren selv kan forbinde med blik for samtlige berøringsflader og historikker. Colonels kunstpraksis manifesterer sig som en form for transkategorisk kunstpraksis, der henter sin inspiration inden for etnografien, antropologien, journalistikken og kulturteorien. Den peger på, at selvom kunsten måske ikke er det mest didaktiske redskab, så besidder det humoristisk-kunstneriske sprog alligevel en mulighed for at trænge gennem nogle sprækker som det didaktiske udsagn ikke kan. Det er en kunst, som udover dens fragmentariske karakter, de mange ophobede detaljer, humoren og ironien følger en klar produktiv strategi, centreret som den er omkring en interesse for at kortlægge forskellige former for ideologisk, kulturel og social repræsentation. UDSTILLINGENS ØVRIGE KUNSTNERE: Lilibeth Cuenca Rasmussen, Melek Mazici, Khaled D. Ramadan, Simone Aaberg Kærn og Marco Evaristti arbejder ­ på forskellig vis ­ inden for de samme problemkomplekser, som de her nævnte kunstnere. De arbejder med den egne kultur eller med en eksistentiel kommen overens med sig selv som produkt af mobilitet, kulturmøder, en regional-global bevidsthed, internationale subkulturer eller modernitetens stadig gældende ambivalens mellem andethed og selv. Globaliseringens indbyggede dobbelthed mellem lokale og globale dynamikker er tydelig på udstillingen. Kunstnerne er på den ene side eksponenter for en relativisering af lokale og nationale referencerammer og formulerer sig alle i et internationalt formsprog. Men det betyder ikke at deres værker ikke på samme tid anerkender og udforsker lokale, kulturelle særtegn og således samtidig enten afspejler eller reflekterer over, hvorledes bevidstheden om den globale tilstand fører til en større opmærksomhed omkring lokale, eller i al fald eksistentielle og regionale særpræg. Samtidig viser udstillingen, den globale tilstands kompleksitet. Den er ikke kun kendetegnet ved konflikten og sameksistensen mellem det globale og det lokale, men også ved etableringen af forskellige internationale subkulturer, som kan benyttes på meget forskellig måde til at skabe sig nye, postnationale tilhørsforhold. Samtidig anerkender deres værker, at individet i en verden, hvor de traditionelle geografiske hierarkier og grænser er under hastig forvandling, igen og igen er henvist til at navigere i forhold til sine egne erfaringer. I den forstand vender værkerne sig indad, reflekterer over den kulturelle selvforståelse ­ ikke for at skabe nye nationalromantiske monumenter, men som melankolske etnografer, med en skiftevis kølig distance og et samfundsrettet engagement. EN STOR OG VARM TAK RETTES TIL SAMTLIGE KUNSTNERE: Lilibeth Cuenca Rasmussen, Melek Mazici, Simone Aaberg Kærn, Marco Evaristti, Torbjørn Rødland, Khaled D. Ramadan, Jouko Lehtola, Colonel og Amel Ibrahimovic. De engagerer sig i vores fælles sociale og eksistentielle virkelighed, og beder os gøre det samme. Stine Høholt, curator, ARKEN Museum for Moderne Kunst, Danmark Amel Ibrahimovic, der som Colonel er bosat i Danmark, præsenterer en beslægtet, både institutionskritisk og eksistentiel kortlægning. I sine tegninger lader Ibrahimovic nationalstatstankegangen og den kommercielle og medieeksponerede fodboldkultur møde kunstens verden. Tegningerne viser kendte kunstnere og gallerister i forskellige "holdopstillinger" eller "idolportrætter". Nærmest som en udefrakommende kulturantropolog, der registrerer en isoleret etnisk gruppering afdækker Ibrahimovic samtidskunstens overvejende forudsigelige verdenskort. I lighed med Colonel synes Ibrahimovic ikke så meget at være optaget af kunstværkets formelle sider, som af hvordan og hvorfor kunsten når sit publikum. Stine Høholt: Clockwise - New Nordic Contemporary Art: Einleitung [DE] Clockwise - New Nordic Contemporary Art - Introduction [EN] Clockwise - Ny nordisk samtidskunst - Introduktion [DAN] Tomas Ivan Träskman: Exile on Main Street [DE] Exile on Main Street [EN] Exile on Main Street [SVE] Malene Vest Hansen: Nordic Horizontalism: Politisierte Positionen zum Alltag [DE] Nordic Horizontalism: Politicized Positions on Everyday Life [EN] Horisontalt nordisk: politiserede hverdagspositioner [DAN] A CATALOGUE has been published on Clockwise exhibition. To order contact NIFCA assistant@nifca.org

Frontpage Top